Anmeldelse af FDM’s App til iPhone

FDM har lavet en ny app til iPhone. App’en er gratis og du behøver heller ikke være medlem af FDM eller eje en bil for at hente og bruge app’en.
Det med at have en bil er dog en fordel, ellers har du nok ikke brug for denne app, da den henvender sig til bilejere eller i hvert fald folk der kører i bil.
Jeg skal dog starte med at sige at jeg ikke har testet denne app på en iPhone, men på en iPad. Men det bør jo være det samme. Der er ikke lavet en app til iPad, men jeg har så brugt den normale app til iPhone i stedet.

Funktionerne

Der er 6 hovedemner når du kommer ind på forsiden:
• Min bil
• Nyheder
• Vejhjælp
• Tips og tricks
• Rabatter
• Benzinpriser

Min bil

Her har du mulighed for at vælge hvilken bil du kører i. Der er imponerende mange bilmodeller at vælge imellem. Dog må jeg bare konstatere at min egen bil kunne jeg altså ikke helt fremtrylle. Min bil er fra 1999 (ja, den burde jo snart skiftes ud, men den kører fint), men når jeg var kommet ind på mærket, modellen og skulle vælge årstal, så kunne jeg kun gå tilbage til 2002. Men alt det andet fungerer.
Når man har valgt sin bil, så får du mulighed for at få en voldsomt lang række informationer om bilen. Du får bla. oplysningerne om nyprisen, brændstof, antal gear, døre, hvilket land bilen kommer fra, hvor stor brændstof tanken er osv. osv. Uden at have talt dem, vil jeg sige at der nok er minimum 100 forskellige oplysningerne. Men langt det meste er jo kun for bilentusiaster. Men så kan de til gengæld også se næsten alt om deres bil her.
For os ikke entusiaster, så giver det mulighed for, at på forsiden for min bil, at kunne se oplysninger om dæktryk, olietype og bilens registreringsnummer kan også indtastes her. Ligesom du kan se hvornår bilen skal til service. Desuden kan du også indtaste oplysninger om det værksted du bruger og telefonnummer hertil, samt oplysninger om forsikringer m.m. Så har du altid disse oplysninger lige ved hånden.

Nyheder

Nyhederne giver lidt sig selv. Her har man en nyhedsstrøm fra FDMs hjemmeside, hvor man meget nemt lige kan læse forskellige bil-relaterede nyheder.
Siden er nem at overskue og at læse på (også i iPhone størrelse).

Vejhjælp

På siden med vejhjælp kan du læse om hvad du skal gøre i forskellige situationer. Her er f.eks. oplysninger om hvad du skal gøre hvis du er involveret i et færdselsuheld. En trin for trin guide, som hjælper dig igennem. Dog vil jeg sige, at dette bør du jo nok have læst igennem på forhånd, så du kan det. Det er måske god godnat læsning med jævne mellemrum, så man kan det, hvis uheldet skulle være ude.
Du kan også læse forskellige forslag til, hvis din bil ikke vil starte. Sådan lige nogle tips du kan tjekke om det skulle være derfor bilen ikke starter.
Her er rigtig god og nyttig information.

Tips og tricks

I tips og tricks afsnittet har FDM samlet forskellige gode råd til små ting, som bare gør livet som bilejer nemmere. Hvordan forebygger du f.eks. duggede ruder? Hvordan monterer du en tagboks? Disse ting kan du bla. finde svar på her.
Jeg vil sige at tips og tricks afsnittet har stort potentiale og kan blive rigtig godt. Problemet er bare lige nu, at der ikke er ret mange tips og tricks. Der er faktisk kun 8 emner. Dette punkt må vi håbe at FDM udvider kraftigt senere.

Rabatter

Lad mig sige det med det samme. Punktet rabatter får du ikke meget ud af, hvis ikke du er medlem af FDM. Er du til gengæld det, så er punktet super fedt.
Via den indbyggede gps i din iPhone eller iPad, viser punktet dig, forskellige steder hvor du kan få rabat lige i nærheden. FDMs medlemskort giver adgang til en lang række forskellige rabatter rundt omkring. Der er ikke kun rabatter på bilrelaterede produkter. Men jeg fandt f.eks. ud af at jeg kan få rabat på nye briller 1,7 km herfra.
Men der er jo også indkvartering på hoteller, undervogsbehandling osv. Så selvom der er rabat på mange forskellige ting, er der dog flest bilrelaterede ting.
En smart lille feature som FDMs medlemmer da helt sikkert kan have glæde af. Især når man lige er på farten eller på ferie, kan man nemt lige se hvor du nærmest kan få rabat.

Benzinpriser

Det sidste punkt er benzinpriser. Her kan du slå benzinpriserne op, og dermed finde den billigste pris i nærheden af hvor du er.
Du starter med at vælge hvilken type brændstof du går efter. Her er også diesel, så punktet burde vel egentlig hedde brændstofpriser, men benzinpriser er jo blevet det gængse ord man bruger rundt omkring.
Jeg ved ikke om det er fordi jeg bruger iPad eller hvad, men det burde ingen indflydelse have. Men jeg kan slet ikke få nogle steder frem med priser. Jeg kan vælge hvilken benzin jeg går efter. Jeg kan søge, jeg kan se nærmeste eller favoritter. Men intet dukker op.
Kan godt være jeg ikke kan finde ud af at bruge denne del. Men i såfald, så er det i hvert fald ikke lavet særlig brugervenligt.
Hvis afsnittet ikke virker endnu, så må vi håbe FDM er stærkt på vej med en opdateret version. Ellers vil jeg sige, at de burde have ventet med dette punkt indtil det var helt klar.
Men igen, kan godt være fordi jeg bruger iPad, men tvivler. Men jeg hører gerne i kommentarerne herunder, hvis du prøver app’en og benzinpriser virker fint hos dig (også gerne hvis det ikke virker, så jeg ved at jeg ikke er den eneste).

Konklussion

Jeg synes faktisk at det er lykkedes FDM at lave en rigtig god app, som er rigtig brugbar for os bilejere. FDM har formået at finde en fin balance mellem at app’en selvfølgelig mest henvender sig til deres egne medlemmer, men samtidig kan bruges af ikke medlemmer. Selvfølgelig reklamerer de for sig selv undervejs, men synes faktisk det bliver holdt på et niveau hvor man ikke bliver for irriteret og afinstallerer app’en igen.
Der er dog også lige et par men’er. For det første bør det jo være muligt at finde sin egen bil, selvom den er 11 år gammel. Jeg kunne finde modellen men ikke årgangen. Her skal lige udvides med lidt flere.
Desuden bør tips og tricks afsnittet udvides med mange flere tips og tricks. Gerne med underkategorier osv. FDM må have adgang til et meget stort lager af tips og tricks fra deres egne blade, så det er jo hurtigt at få smidt ind i denne app.
Og så skal benzinpriserne altså bare virke! Uanset om du er på iPad eller iPhone. Det skal være nemt at finde de billigste benzinpriser lige i nærheden hvor du bor. GPSen virker fint med rabatterne. Den skal selvfølgelig bare være med i benzinpriserne også.
Men kort sagt, så er dette en app som helt sikkert forbliver på min iPad og som jeg beholder og vil udnytte engang imellem. Hvis jeg var den store bilhaj, så kunne man godt dagligt kigge ind i denne app. Men FDM, nu må I lige stramme op og få de sidste ting helt på plads.
Har du en Android telefon, kan du trøste dig med at FDM siger at der senere på året skulle komme en app til Android telefoner.

Skriv kommentar

*