Toneart – Se forklaringen her

Når vi snakker om musik, så kan man tit støde på ordet toneart. Men hvad dækker ordet toneart egentlig over, og hvilken betydning har det i musikken? Det vil jeg prøve at give en forklaring på her.

Hvad er en toneart?

Vestlig musik består af 12 forskellige toner, som hver især findes i forskellige oktaver (høje og dybe). For at forhindre musikken i at blive et stort kaos, giver komponisten fra starten nogle spilleregler. Det noteres i starten af noderne.

Komponisten vælger f.eks. taktarten, som angiver hvor mange slag der er i hver takt. En vals har f.eks. 3 slag i takten, hvorimod en march oftest kun har 2. Udover at vælge taktarten, så vælger han også tonearten.

Tonearten angiver hvilke toner “man må spille” i denne melodi. Da ikke alle toner klinger lige godt sammen, så vælger man simpelthen at begrænse sig til bestemte toner. Og som altid kan der jo forekomme undtagelser, men det springer vi over i denne forklaring.

Hvis man spiller de toner der indgår i tonearten, lige efter hinanden i rækkefølge, så får man det man kalder en skala. Denne skala og tonearten kan alle sammen enten være en dur eller en mol skala. Jeg vil ikke her forklare forskellen på dur og mol, men blot konstatere at dur-tonearter ofte klingere lidt gladere, hvor mol-tonearter kan klinge lidt mere triste.

Du kan lave tonearter og skalaer ud fra hver eneste af de 12 toner som vi har, og da du fra hver tone kan lave både en mol og en dur-skala, så kan du altså lave 2×12 = 24 forskellige tonearter.

Der findes også andre tonearter, men dem springer vi over i denne omgang. Der findes f.eks. en del forskellige såkaldte kirketonearter.

Brug af tonearter

Som jeg nævnte tidligere, så vælger komponisten fra starten, den toneart som han vil have melodien spillet i. Denne toneart noterer han med såkaldte fortegn (krydser og b’er) i starten af hver linie i noderne.

I klassisk musik samt musik skrevet for store orkester besætninger er det normalt at man beholder den toneart, som melodien er skrevet i. Men i nyere og mere moderne musik, er det meget normalt at man vælger en anden toneart, end den oprindelige toneart som komponisten valgte.

Grunden til at skifte toneart, kan f.eks. være at der er en sanger der skal synge, men at den oprindelige toneart, gør at han skal synge nogle meget høje eller dybe toner, som hans stemme ikke kan synge (eller hvor det bare ikke lyder godt). Hvis han f.eks. skal op på nogle høje toner som han ikke kan synge, så kan man vælge at lægge hele melodien ned med 1-2 toner eller mere. Når man på denne måde skifter toneart, siger man at man transponerer musikken.

Ved en transponering, spiller alle musikere og sangere enten lavere eller højere toner end oprindeligt tiltænkt. I moderne rytmisk musik, er det meget normalt at man bare inden man går i gang med at spille, aftaler hvilken toneart man spiller i, og så finder hver musiker selv ud af at transponere enten op eller ned og ind i den nye toneart. På denne måde har man nu tilpasset musikken, så den passer til alle de medvirkende.

 

Skriv kommentar

*