7 tips til en bedre privatøkonomi

Der findes en masse ting man kan gøre for at forbedre sin privatøkonomi. Det der føles bedst for de fleste, er hvis man kan øge sin indkomst. På den måde er man ikke nødt til at skære noget fra, som man helst ikke vil skære fra. Men det er dog de færreste der bare med et fingerknips kan øge sine indtægter.

Istedet må man kigge på, hvordan man kan sænke sine udgifter, så man ad den vej får en bedre økonomi. Men det er ikke rart at skære ting fra, som man elsker og helst ikke vil undvære. Dog findes der flere ting som kan skæres fra eller gøres bedre, hvor man får det samme ud af det, som man ellers ville få, men bare langt billigere.

Herunder har jeg samlet 7 tips, til hvordan du kan spare penge og dermed få en bedre privatøkonomi.

Optimér dine forsikringer

Forsikringer er noget af det mest kedelige der findes. Men tilgengæld er det også noget af det der lægger beslag på en god portion af din indkomst. Forsikringer har det med at køre helt automatisk. Men du bør gøre dig selv den tjeneste, at sætte et par timer af én gang om året, hvor du gennemgår dine forsikringer.

Denne dag, tjekker du op på om du kan få billigere forsikringer andre steder. De fleste forsikringsselskaber har beregnere på deres hjemmeside. Du kan ofte få billige forsikringer igennem din fagforening eller lignende. Tjek forsikringer på forsikringsguiden.dk.

Skriv denne dag ind i din kalender hvert år, så du husker at gennemgå det. De par timers arbejde, kan hurtigt vise sig at give en meget høj timeløn (sparede omkostninger).

Optimér dit befordringsfradrag

Hvis du har langt til dit arbejde, så har du sikkert et befordringsfradrag på din årsopgørelse. Har du haft det tidligere, så beregner Skat ofte et udkast til dig. Men det er langt fra sikkert at det er rigtigt. Du bør altid selv regne dette punkt igennem, da Skat sjældent rammer rigtigt her.

Det du bør være opmærksom på, er først og fremmest at alle dine arbejdsdage bliver regnet med. Derudover skal du være opmærksom på, hvilken rute der bliver brugt som beregningsgrundlag mht. antal km. Skat vælger næsten altid den korteste vej i km. Men det er helt iorden og lovligt, at bruge den hurtigste vej. Den hurtigste vej, kan sagtens være længere end den korteste. Men den giver jo højere fradrag. Så sørg for at bruge denne rute.

Betal din gæld, specielt den med høj rente

Det er vigtigt at du skaffer dig et overblik over din gæld. Der er intet galt i at have gæld, så længe den er under kontrol. Banklån og realkreditlån er som udgangspunkt de bedste og billigste at have. Hvorimod kviklån og andre smålån kan være særdeles dyre i renter og omkostninger.

Sørg for at sammenligne dine låns ÅOP (årlige omkostninger i procent) og sørg for at afvikle hurtigst muligt på de lån som har den højeste ÅOP, så de kan komme ud af verden. Har du mulighed for at låne flere penge i din bolig, så er det en måde at få nogle af de små og dyre lån afviklet på.

Opret en budgetkonto og en lønkonto

Hvis du har svært ved at holde et overblik over din økonomi i det daglige, så bør du sørge for at oprette 2 konti med hvert sit formål.

Den første er din lønkonto. Her indsættes din løn (og evt. andre indtægter). Det er også fra denne konto, at alle dine faste udgifter trækkes fra. Dine faste udgifter er f.eks. husleje, ydelser på lån, telefon abonnement, internet, varme, el osv.

Fra din lønkonto overfører du så dit rådighedsbeløb til din budgetkonto. Det er på din budgetkonto at du har tilknyttet et dankort osv. De penge der ryger ind på denne konto, er de penge som du må bruge på madvarer, tøj, gaver osv. i denne måned. Du kan derfor nemt følge med i hvor meget du har tilbage til resten af måneden og få strammet op i tide, inden økonomien løber løbsk.

Opret en opsparingskonto

Det er altid en god idé at spare op på en selvstændig konto. Alt efter dit budget, kan du hver måned trække et fast beløb fra din lønkonto og få det indsat på din opsparingskonto.

Kontoens formål er at agere buffer til uforudsete udgifter. Det kan være at vaskemaskinen pludselig går itu, bilen kræver en dyr reperation eller der kommer en ekstra dyr tandlæge regning. Som tommelfingerregel siger man ofte, at man bør have sparet en ekstra månedsløn op. Så kan man ofte klare de fleste situationer.

Uanset hvor godt du ellers vedligeholder og passer på dine ting, vil alle komme ud for pludselig at skulle betale en eller anden stor regning. Hvis du har sparet op på denne måde, så undgår du at skulle ud for at optage ekstra lån i sådan en situation. Det kan være med til at spare dig for mange penge.

Så selvom de penge du sparer op her, kan friste, så lad dem stå. Du bør have sparet en ekstra månedsløn op. Vil du derefter spare op til en ferie, ny computer eller hvad det kunne være, så sørg for at spare det ekstra op. Sæt dig et minimum som kontoen altid skal indeholde, hvor du ikke går under, medmindre det virkelig er en pludselig opstået situation.

Fyr med træpillefyr eller brændeovn

Opvarmning af boliger er en dyr ting. Især hvis man fyrer med olie eller gas. Disse brændstoffer er pålagt høje afgifter som gør det til en dyr fyringsform. Derimod er det langt billigere at fyre med træpiller eller brænde. Disse er ikke pålagt afgifter. Så hvis du har mulighed for det, så kan du ofte på kort tid, tjene investeringen i et træpillefyr eller brændeovn ind igen. Det er en af de bedste investeringer du kan lave.

Følg dit forbrug af el, vand og varme

Efterhånden er de fleste elselskaber koblet op, så du kan gå ind og se dit forbrug af el på deres hjemmesider. Det er rigtigt smart. Her kan du se hvordan forbruget svinger i løbet af dagen. Derudover kan du se hvordan det svinger henover en længere periode. Ved at følge dit forbrug, både af vand, el og varme, vil du ofte finde nogle mønstre, som du kan bryde, sådan at du kan spare lidt på forbruget.

Ved hjælp af statistikken, kan du blive inspireret til at slukke for nogle elartikler, spare lidt på vandet når du er i bad, eller at nøjes med bare ½ grad mindre i stuen. Der er intet så motiverende som at kunne se en graf over dit forbrug og så direkte kunne aflæse hvor meget du sparer. Typisk vil du ikke kunne mærke forskel på ½-1 grad mindre, eller bare et par minutter kortere bade. Men når du så ser hvor mange penge det er du sparer, så vil du blive rigtig glad.

Har du selv flere spare tips?

Dette var mine 7 tips til hvordan du kan optimere din privatøkonomi, så du ikke føler at du “sparer dig ihjel”, men at du rent faktisk sparer penge, uden at du tænker over det. På den måde bliver det en hel sport at finde frem til hvordan man kan spare flere penge.

Har du selv et par sparetips, så skriv dem herunder i kommentarerne, så andre kan få glæde af dem.

 

Comments

  1. Et sparetip er måske så meget sagt. Det er lidt det, som du også skriver. Kom af med dine dårlige lån. Det er altså altid en god ide at omlægge lån. Jeg har personligt bloggen http://mobilsmslån.dk – Måske jeg kommer til at reklamere for SMS lån på et tidspunkt, men der er godt nok mange skrækhistorier.

    De årlige omkostninger på SMS lån, der varer en uge, kan være på over flere millioner procenter om året. Ja, lånet er måske ikke så stort igen, så der er der kun tale om 500 kroner i renter, men procenten er for vanvittig. Mange tusinde står i RKI. Undgå det og optag ikke SMS lån. Optag hellere et banklån!

    Må jeg eventuelt låne nogle af dine tips på min blog?

    • Steffen skriver

      Ja, det er desværre en fælde mange falder i. Lige at få bevilget et hurtigt lille lån og dermed få nogle kontanter på kontoen.
      Det er noget man kan gøre hvis man har en plan for det videre forløb og afvikling af gælden, men hvis det bare er her og nu man lige mangler kontanter og man senere optager flere lån, så kører det derud af og man ender med at sidde helt fast i gældsfælden.
      Men gør man f.eks. som Lars Larsen gjorde da han startede Jysk, og han kunne se at han havde brug for at udvide med flere butikker og købe stort ind, men han havde ikke lige pengene til den udvidelse. Bankerne ville ikke låne ham penge, men han valgte så at låne dem i England mener jeg det var, til en meget høj rente. Men han havde en helt klar målsætning og en plan for afvikling af gælden, så kan man godt gøre det synes jeg. Men ellers ikke.

      Skriv evt. til mig på min mail ang. brug af ovenstående på egen blog.

Speak Your Mind

*