Når foråret kommer skal din cykel have en omgang ligesom du sikkert gør med bilen og huset. Igennem vinteren bliver din cykel udsat for lidt af hvert, som slider på den. Derudover er det et godt tidspunkt lige at gøre cyklen klar til sommeren.
Rengøring af cyklen
Det er godt at starte med en generel rengøring af cyklen. Brug alm. sæbevand (evt. noget skumsæbe som du kan bruge til bilen også). Det er godt at have en alm. børste samt en mindre børste. Du kan faktisk godt bruge en gammel tandbørste, så du rigtigt kan komme ind i de små afkroge på cyklen.
I løbet af vinteren kan der opsamles en del salt og grus på cyklen. Det er vigtigt at få det fjernet. Det kan især være omme ved baghjulet. Det tager lidt tid, men din cykel holder længere hvis du gør det ordentligt. Ellers risikerer du at det ødelægger kæde og gear.
Slut af med at skylle cyklen over med almindelig vand uden sæbe og lad cyklen tørre.
Smør kæde, tandhjul og låsen
Nu kan du gå videre til at smøre cyklens kæde, tandhjulet samt låsen.
Start med at tørre kæden af med en klud, så den er helt tør. Drej hjulet rundt imens du tørre kæden. Nu kan du så igen dreje baghjulet rundt, samtidig med at du drypper kædeolie på kæden. Du må gerne komme en del på.
Dryp nu også alle tandhjul med olie, så de også er helt friske. Det samme kan du gøre med de bevægelige dele i låsen, så den ikke piver eller bliver stram. Hvis støttefoden trænger, kan den også lige få en lille tur, men den skal ikke have ret meget.
Lad den nu stå og “trække” i et kvarters tid, et sted hvor det ikke gør noget, hvis den drypper på underlaget. Herefter tager du igen en klud og tørrer det overskydende olie af. Du skal ikke tørre hårdt, men lige tage det værste. Så undgår du at der sidder olie i klumper, som tiltrækker snavs.
Kæden bør smøres ca. én gang om måneden om sommeren og gerne oftere om vinteren.
Andre ting at være opmærksom på
Du bør også tjekke efter om gear og håndbremser virker som de skal. Tager bremserne fast og bremser de som du gerne vil have dem til? Er bremseklodserne fine eller trænger de til en udskiftning?
Hvad med gearet, virker det som det skal? Kan alle gear bruges? Er der knas med kæden?
Derudover bør du kontrollere om der er nok luft i dækkene. Når vejret skifter fra koldt til varmt, stiger temperaturen på luften inde i dækkene også. Varm luft fylder mere, så faktisk kan man ofte opleve at hvis man har pumpet dækket hårdt mens det var koldt, at det så bliver meget hårdt hvis temperaturen skifter hurtigt. Men i de fleste tilfælde siver den overskydende luft ud.
Men det korte af det lange er, at du skal være opmærksom på at have ordentligt dæktryk. Er dæktrykket for lavt, kan det give unødig slid på dækket og det bliver tungere at cykle.
God fornøjelse med din cykel.
Speak Your Mind